Kapitel 4: De andres mad
Forside Kapitel 1 Kapitel 2 Kapitel 3 Kapitel 4 Kapitel 5

Alle kulturer og religioner har regler for, hvad man må spise, og hvordan man skal spise det. I interviewet ”Jeg elsker at faste” fortæller Zubair Hussain om muslimernes faste-måned ramadanen og om regler om mad og slagtning af dyr.

I Kina siger man, at det er muligt at spise alt, hvad der bevæger sig. Fx hunde. I den lille artikel ”Kinas køkken” fortæller en slagter hvorfor.

I 1988 grundlagde to hollændere organisationen Max Havelaar, der skulle sikre, at bønder i ulandene fik ”retfærdige” priser for deres varer. Den ide har José Hernández fra Honduras nydt godt af. I ”Kaffebonden der fik et nyt liv” fortæller han hvordan.

Hvorfor er der nogle, der ikke får mad nok? Det svarer Christel Schaldemose på i ”Er vi skyld i. at andre lever i fattigdom?”. Hun er medlem af Europa-Parlamentet og mener, at EU har en del af skylden. EUs tidligere landbrugskommissær, Mariann Fischer Boel, afviser kritikken.

En milliard mennesker får ikke nok at spise. En af dem er Mumuni fra Ghana. I artiklen ”Sultne børn får dårlige karakterer” fortæller han, hvordan det er at gå sulten i skole. Sult og fejlernæring koster hundredtusinder af menneskeliv om året, og FNs mål om et halvere fattigdommen inden 2015 ser ikke ud til at kunne nås.

Forlaget Syncope